Wednesday, December 23, 2009

Hvor blev det halve år af ?

Hold da op hvor tiden flyver afsted!
Jeg har mange gange prikket til Liselotte om at nu skulle hun altså se at få skrevet nogle indlæg løbende på blog'en, men det er ikke gået så godt med det kan jeg nu erfare...
Det vil være håbløst at skrive hvad der er foregået siden sidste indlæg (maj!), så det vil jeg forsøge at lade være med, men blot fortælle at vi har været på en del ferier...

I sommerferien var vi 2 uger i DK hvor jeg skulle arbejde, men Liselotte og ungerne kunne så holde lidt ferie med forældre/bedsteforældrene. Derefter gik det tilbage til Singapore i nogle få dage inden vi så tog 1½ uge til Vietnam, hvor vi først tilbragte en uges tid i Nha Trang (afslapning, strand, snorkling og dykning), og på vejen hjem 3 dage i Ho Chi Minh / Saigon. Det var en meget anderledes kultur, men en stor oplevelse.

Vi lavede lige et hurtigt døgns pitstop i Singapore for at vaske noget tøj, og så tog vi ellers 1½ uge til Fillipinerne, til en lille bounty-ø der hedder Boracay. Det var igen ren afslapning og badeferie (naturligvis også dykning til mig!).
Derefter retur til Singapore, og spare op til næste ferie :-)

Pernille og Alex startede i August så i hhv. 4 og 1 klasse. Det er ligepå og hårdt, med megen ny information samt lektier. Men de kan da heldigvis godt lide skolegangen (for det meste...). I uge 41 var det så tid til efterårsferie, og vi valgte at tage en smut til Bali på en kort 6 dages tur. Det var rigtigt lækkert og vi havde fundet et resort hvor vi fik en stor lejlighed til fornuftige penge. Der var vandrutschebane til en pool, og anden organisk pool med basket kurve, bolde osv. så det var rigtigt lækkert for børnene (og os voksne naturligvis!). Vi var selvfølgelig også på stranden nogle gange, og vi gik da lige forbi det hotel/resort hvor Liselotte og jeg boede på vores bryllupsrejse for 12 år siden! Det lignede jo sig selv...

Her i efteråret har jeg ikke været ret meget ude at rejse, så det har været dejligt at tilbringe lidt mere tid med familien i Singapore. I november fyldte Liselotte jo rundt og jeg selv halvrund, og det fik vi da også fejret på behørig vis med børnene hvor vi var ude at spise fint på Raffles Hotel og derefter på sen aftenbesøg i det højeste hus i Singapore (på 72 etage) hvor der ligger en restaurant og bar. Det syntes de begge var rigtigt sjovt.

Nu nærmer julen sig jo stærkt, og vi er rejst til Danmark for en uge siden. Børnene blev taget ud en uge før skolen egentligt lukkede, da jeg skulle til DK for at arbejde i denne uge. Vi holde juleaften hos Liselottes forældre, 2.juledag hos mine, og nytårsaften hos vores venner i Viborg.
Derudover skal vi naturligvis besøge vores andre venner både nær og fjern. Det glæder vi os rigtigt meget til. Derudover skal vi på skiferie i uge 1, hvor vi tager til Hemsedal i Norge. Det bliver superfedt, da der allerede er 125cm sne, og det har været deres bedste sæson start nogensinde.

Min/vores kontrakt i Singapore løb jo til den 1/6-2010, så tiden nærmer sig meget hurtigt. Ingen af os er klar til at komme hjem endnu, og B&O vil også gerne at jeg bliver noget længere. Derfor er vi blevet enige om at forlænge aftalen med yderligere 1 år, og mulighed for yderligere forlængelse på endnu 1 år. Så indtil videre kommer vi ikke hjem før sommer 2011!

Glædelig jul og godt nytår!
/Ole

ps. Nu kommer begynder der altså at komme indlæg løbende....