Sunday, March 25, 2012

Sportssko og skadestue besøg!

Fredag aften var Pernille og Liselotte inde på skolen til et teater-stykke "Urinetown", som bliver spillet af 6-12 klasses elever. Det er totalt gennemført, og faciliteterne på skole til teater osv. er helt fantastiske. Alex ville gerne at vi skulle blive hjemme til en drengeaften, så det gjorde vi istedet.
Slippery bastards!

Vi spiste på en restaurant der ligger lige overfor hvor vi bord, "Noodle House", som sjovt nok er kinesisk og sælger en del nudler :-)
Det var Alex der valgte...og tro det eller lad være, men han kunne vælge mellem pizza restauranten og denne, og så valgte han denne for at prøve noget nyt!

Idag har vi fået overdraget nøglen officielt til vores hus for de næste par år! Der var nu gjort rent (so-so) og stort set lavet de forskellige ting vi havde aftalt. Der var lige et par småting der bliver lavet indenfor de næste dage.

Vejret har godt nok også været med os idag, der har været blå himmel og sol og ca. 20grader. Super dejligt. Og når man så går rundt i området hvor vi bor og ingen støj hører men istedet fuglekvidder, ja så er vi næste klar til at flytte ind på stedet selvom vi ingen møbler har overhovedet!

Efter Liselotte og jeg havde fået nøglen osv. tog vi hjem og hentede Alex og Pernille. Vi tog på tur et stort mall hvor der bla. ligger en stor "Decathlon" for at finde nogle sportssko til Pernille. Først nappede vi noget frokost på "PizzaHut" - det trak lidt mere end kinesisk - "har bare ikke lige lyst til kinesisk idag" som Pernille plejer at sige!

Pænt stort udvalg
Det lykkedes også at finde sko til Pernille  - hun måtte til sidst vælge mellem 4 forskellige par der var havnet i kurven efter mange prøvninger, og det lykkedes hende at komme ned på 2 par :-)

Vi var i butikken ret lang tid, da der er så meget spændende at se på, og Alex havde fundet en legekammerat i butikken så ham så vi ikke meget til. De løb rundt og spillede med bolde, kørte på cykler og alt muligt - ja, det hører nok lige med at butikken er ret stor, og der er rent faktisk plads til at kunderne prøver en del af tingene!
Mens Pernille lige ville prøve noget tøj og Alex ville blive og lege mere, smuttede Liselotte og jeg så over til nabo butikken for lige at købe et par lamper vi skulle bruge ude i huset.

Da vi var på vej ud igen, ringede Pernille at Alex var faldet og havde slået hånden. Så vi ilede tilbage og fandt ham grædende i butikkens kontor hvor de havde fået en juice af butikken indtil vi kom. Han havde rigtigt ondt og kunne stort set ikke bevæge håndleddet, og da det også var en del hævet besluttede vi at køre på hospitalet med ham med det samme.

Alex blev checket af en læge kort efter vi kom, og hun ville have den røngten fotograferet. Lidt efter havde vi fået taget 4 store billeder af hånd og arm, og man kunne se et tydeligt brud på en knogle ovenfor håndleddet :-(
Man kunne også se at knogle enderne ikke var lige ud for hinanden, hvilket de selvfølgelig burde have været. I løbet af den næste halve times tid kom der en specialist til, som vurderede ud fra billederne at det ikke var nødvendigt at operere, men istedet skulle have trykke knoglen på plads...!
"Sikke heldigt, hva' Alex?!" "Nu skal den flinke læge lige lægge sådan noget sjovt gips på armen som alle dine venner kan skrive på, og så fikser han også lige knoglen så vi er sikre på den sidder rigtigt!".

Alex fik selvfølgelig af vide hvad der skulle ske (i brede termer), og at det nok ville gøre ondt i 3-5 sekunder...og det gjorde det!
Det holdt heldigvis hurtigt op, og Alex tog det bare så flot! Tror han tænkte mere over at han nu skulle gå ud i venterummet hvor hans bluse ikke kunne dække halvdelen af maven da han blev nødt til at tage den af pga. gipsen, og det kunne jo være nogen så det :-)

Da vi ventede efter røngten, havde vi sendt Liselotte og Pernille hjem, og Liselotte havde lovet at lave risengrød til Alex til når vi kom hjem. Så det glædede han sig rigtigt til.

Og lad mig ikke dvæle ved regningen for at være på skadestuen i Shanghai...kan blot sige det er helt vildt. Jeg håber der er nogle andre ting der er enormt billige! Indtil nu har vi ihvertfald fundet ud af at tandlæge og skadestue besøg er væsentligt billigere i Singapore!

God søndag!

Wednesday, March 21, 2012

Aarrggghhhh!!

Så fik jeg hentet min opholdstilladelse i morges, og Liselotte og børnene fik ansøgt om deres. Så langt så godt. Eneste lille detalje var at min opholdstilladelse kun er gældende i 3mdr. pga. en lille teknikalitet omkring vores business license heroppe hvor der har været problemer med at få indskudt kapital. Men det skulle ikke være noget problem, da vi blot kan få forlænget opholdstilladelsen når det er på plads. Super.

Jeg skyndte mig at køre tilbage til kontoret hvor jeg skulle mødes med flyttefirmaet som står for at ansøge om import tilladelse til vores container. Udfyldte nogle papirer, skrev under og gav dem mit pas med min nye opholdstilladelse i. De bemærker så at den kun gælder i 3 mdr. hvilket jeg forklarer årsagen til.
Det viser sig så at man kan ikke importere ejendele hvis man kun er har kortvarig bopæl i Kina, hvilket de betragter 3mdr som!! Nu er vi på den...lynhurtigt fik jeg organiseret et brev på kinesisk som forklarer årsagen og bevis på at der nu er indskudt den nødvendige kapital i selskabet og vi sådan set blot venter på en ny business license der beviser det.
Nu prøver flyttefirmaet så at gå højere op i hierarkiet hos toldmyndighederne for at få lov at importere på trods af de 3mdr. begrænsning. Og vi krydser fingre.
Nå ja, så er der også lige en forskel på import afgiften hvis man skulle få lov at importere alligevel, men det er en anden detalje som vi må tage os af når vi har fundet løsningen på at få det ind!

Det skal bare ikke være nemt...

Det har været rigtigt dejligt solskin og blå himmel idag, temp omkring 13-14gr. Og imorgen skulle vi få omkring 19-20gr. så det er helt super. Det tyder på at foråret er ved at komme!

Tuesday, March 20, 2012

Gardiner, lameller og tæpper

Hold da helt op hvor har vi kigget mange forskellige steder for at finde nogle gardiner og lameller vi kunne lide. Stilen (hvis man kan kalde den det!) herude er altså ikke helt hvad vi er vant til i Danmark når det kommer til design på gardin stof.
Enten har de det helt gamle tunge stof, som jeg er sikker på i sig selv kunne gøre det ud for termoruder, eller også har det noget ret usmageligt design med en masse underlige mønstre på. Og Alex og Pernille har jo også hver især en holdning til hvordan det skal de ud på deres værelser! Nå ja, og når vi så endeligt finder noget skal det naturligvis også være lystæt :-)
Udover de nødvendige gardiner, er vi også kommet til at investere i et nyt tæppe til at ligge under vores spisebord. Liselotte bestilte det endeligt idag og det bliver nu lavet i den størrelse vi ville have, og er klar om et par uger. Det bliver spændende at se på sin plads...

Vi har jo fået nøglen til huset, så i weekenden havde vi en ude og tage mål til gardinerne samt til nogle lameller. Taget i betragtning at han ikke kunne et ord engelsk, gik det faktisk helt okay :-) Nåh ja...vi har selvfølgelig ikke set resultatet endnu....!

Nu håber vi der snart bliver gjort rent og fikset de sidste par ting, således vi kan lave den endelige overdragelse kommende lørdag. Ellers må vi udsætte det til næste uge - det er stadig tids nok.

Imorgen tidlig forventer jeg at få min opholdstilladelse! Sidst på formiddagen har jeg så aftalt møde med flyttefirmaet, som skal have mit pas og nogle papirer, og de vil derefter ansøge om import tilladelse for vores container som står og venter nede på havnen. Det tager 3 dage. Når de så har dette papir, kan de bede tolden om indførsel, som så igen tager 5-10 arbejdsdage. Øv!

På næste lørdag (31. marts), skal vi reelt flytte ud af lejligheden vi har nu. Hvis ikke vi har fået vores container inden (kommer til at knibe) skal vi forsøge at få nogle dage ekstra her eller finde noget andet at bo i, for vi har jo ingen senge eller noget som helst i huset.

Da Liselotte og ungerne fik udsættelse af deres turistvisum, kan de imorgen ansøge om opholdstilladelse, så vi tager allesammen afsted imorgen tidlig til "Entry- & Exit Bureau of Shanghai" :-)
Uheldigvis har Pernille både Kunst og Musik, som hun er rigtigt glad for i de 2 første lektioner i skolen, og dem kommer hun til at misse. Heldigvis når hun ind og får matematik :-)

Både Alex og Pernille har haft en test i Kinesisk en af de sidste dage, og det er gået rigtigt flot. De skal kunne skrive både nogle symboler og Pinin, og samtidigt kunne læse noget! Vi er dybt imponerede over at de overhovedet kan noget af det allerede - det er bare så sejt!

Tuesday, March 13, 2012

Lykkedes det mon nogensinde ??!?!?!

I morgen onsdag 14. marts er det så sidste chance for Liselotte, Pernille og Alex at ansøge om opholdstilladelse. Der udløber deres 30dages turist visa nemlig, og de er tvunget til at forlade Kina hvis ikke de ansøger om opholdstilladelse.
Vi har dog fået forberedt alt vedr. denne ansøgning, hvor vi kan hente vores helbreds certifikater (forudsat vi ikke fejler noget!) imorgen tidlig, hvorefter jeg kan få papiret med "arbejds tilladelse", hvorefter vi kan tage til "Entry- & Exit Bureau" for at indlevere vores opholdsansøgning.
Vi skal naturligvis medbringe en masse papirer, inklusive det officielle B&O firma stempel. Dette stempel er helt specielt og en man kun har/kan få et styk af. Det svarer vel til et pas for et firma!
Eneste detaljer er så at min chef har dette stempel med på en firma rejse til Hong Kong, hvilket ikke var noget problem da han skulle komme til Shanghai igen iaften (tirsdag). Nu er der så bare sket det imorges at han er kommet til skade og ligger på et sygehus i HK ude af stand til at rejse tilbage indenfor de næste dage!!

For s!"%"#¤"! altså!

Jeg har derfor bedt en af vores retail managere om at tage den første flyver fra HK imorgen tidlig og medbringe dette stempel, så vi imorgen middag kan få min arbejdstilladelse og forhåbentligt har tid nok til at ansøge om opholds tilladelse også.
UPS kunne nemlig ikke garantere 100% at jeg kunne få stemplet imorgen pga. Kina tolden, som er meget svær at forudsige!
Det skal ikke være nemt...hvis det lykkedes på et tidspunkt at få alt visa iorden, er det ikke pga. held men hårdt arbejde!

Liselotte og jeg skulle spise frokost sammen idag da hun var i nabolaget. Hun havde været til tandlæge da hun har tabt en plast fyldning samt knækket noget yderligere af den ene fortand. Lad mig sige det kort: Singapore er et fantastisk sted at få lavet tandlæge arbejde - både teknisk og økonomisk!!
Torsdag skal hun til en anden tandlæge i Pu Dong, og have et tilbud derfra :-)

Ligesom vi havde bestilt frokost, ringede skole sygeplejersken inde fra skolen...Pernille havde migræne og havde fået medicin :-( Vi aftalte med Pernille at hun ville ligge derinde indtil vi kunne komme og hente hende.
Hun kom med hjem og sov ca 3 timer, og kom godt over hovedpinen.

Imorgen står den i visa's tegn! Vi håber det hele kommer til at hænge sammen....

Thursday, March 8, 2012

Er vi mon raske nok til at bo/arbejde i Shanghai?

Så blev det dagen hvor Liselotte og jeg skulle en tur forbi det obligatoriske "Health Center" her i Shanghai for at få deres velsignelse af vores helbred. Det skal nemlig til inden der kan blive tale om en arbejdstilladelse!

Man kan sige meget om stedet....men det tror jeg bare jeg skal lade være med! Sikke en fabrik... Vi har aldrig set så mange mennesker komme igennem nogen form for helbreds relateret check eller lign. så hurtigt! Der blev ikke spidt overflødig tid på høflighedsfraser eller venten.
Stod man lidt for længe i sine egne tanker - her taler vi blot 5 sek. delay fra kaldet samler sig i øregangen til fødderne begynder at flytte sig, ja så blev der råbt "Next!" en ekstra gang - og hver gang en tand højere!

Jeg havde jo fået foretaget dette 100.000km eftersyn i Singapore på Raffles Hospital, som er en af 2 hospitaler i Singapore der er godkendt til at lave disse certifikater til Kina, men der var ikke noteret hvilken blodtype jeg har. Og det er jo helt vanvittigt vigtigt at vide aht. om jeg er i stand til at arbejde i Kina uden at belaste deres sundhedssystem.....nej vent lige lidt...sådan et har de sgu da ikke for "foreigners"!!
Så jeg måtte pænt aflevere et par flasker blod så de kunne få checket det, og naturligvis også inkassere pengene!
Lad mig lige nævne (igen) at det ikke er nemt at få blod ud af mig...ihvertfald ikke på den traditionelle måde med en nål i armen. De kan simpelthen ikke ramme mine blodårer, og enten giver de sig til at rode rundt med et vandrør inde i armen af mig hvor efter de normalt opgiver, så de til sidst på tage det i hånden hvor de normalt lægger drops. Og kald mig bare pivet, men det gør altså ret nas, og i dag tror jeg tog rekorden!
En ting er sikkert: Jeg bliver aldrig junkie!

Liselotte var igennem den store tur med røntgen billeder, blodprøve, ultralyd scanninger osv. osv. da hun ikke havde fået det gjort i Singapore. Heldigvis slipper Alex og Pernille da de er under 18 år gamle!

Nu er der bare at vente - det tager 4 dage at få rapporten tilbage med de forskellige svar/målinger etc. Derefter, hvis alt er iorden, skal vi ansøge om opholdstilladelse. Altså forudsat at min arbejdstilladelses ansøgning bliver godkendt!

Imorgen tager Liselotte ud i vores hus for at tage et par mål vi gerne lige vil have så vi kan få planlagt indretning og nogle gardiner/lameller vi skal have købt. Vi glæder os rigtigt meget til at flytte ind og få en normal hverdag igen.
Det er lidt belastende ikke at have alle sine ting og sager og ikke at kunne lave ordentligt mad, men hele tiden bliver nødt til at spise ude eller lave ret simple middage.

I morgen aften (fredag) er vi inviteret til housewarming hos min kollega Stuart, som også er flyttet her til Shanghai for ca 1 måned siden. Nu er problemet så at vi ikke har en maid der kan kigge efter ungerne, ikke rigtigt kender nogle endnu og ikke har nogle bedsteforældre ved hånden. Så det er lidt begrænset hvor meget vi kan gå ud og have voksentid. Liselotte tager dog nok med et par timer hvor ungerne selv får lov at være hjemme - det har de immervæk været før, så mon ikke det går igen.

Vejret er begyndt at blive lidt lunere igen. Det er ikke nær så koldt som for 2-3 uger siden hvor vi ankom, og indenfor et par uger skulle det hjælpe endnu mere. Det glæder vi os selvfølgelig til.

Tuesday, March 6, 2012

Visum visit

Efter en smuttur for mig til Taiwan, blev jeg nødt til at tage til Singapore for at få et Z-visa. Dette skal bruges før jeg kan ansøge om et arbejdsvisa i Kina...og selvfølgelig kunne jeg ikke få sådan et z-visa mens jeg er i Kina!
Så jeg har lige haft knap 2 dage her i Singapore. Denne gang dog uden et hjem at tage til. Det var en lidt underlig fornemmelse ikke at bo her mere...det gjorde vi jo for nogle få uger siden :)
Det lykkedes at få mit visa på 24timer, så nu kan jeg rejse ind i Kina igen!
Nu er næste step så at få ansøgt om et arbejdsvisa og derefter en opholdstilladelse. Håber det hele falder på plads. Hvis alt går som smurt tager det ca 10 arbejdsdage ialt. Og så kan vi begynde at få vores container igennem tolden derefter!!

Nu er kufferten pakket med alt det jeg skulle købe i Singapore, så om ca 3timer går det mod lufthavnen.

Thursday, March 1, 2012

Pålægs chokolade og salt lakrids

Jubiiii...!!
Sådan lød det fra Alex og Pernille iaftes da Kim kom forbi. Han havde taget en posefuld pålægs chokolade og salt lakrids med til os fra Danmark :-) Og det er jo ikke nemt at leve helt uden, og vi har endnu ikke fundet ud af hvor vi kan købe det i Shanghai!
De sidste par dage har været lange rent arbejdsmæssigt, med hele vores team samlet her i Shanghai for at diskutere de næste 3års strategi. Der bliver nok at tage fat på, men det er helt sikkert også en spændende opgave, som jeg glæder mig til at få rigtigt hul på.

Torsdag og fredag står den på Taiwan for mit vedkommende, og søndag rejser jeg til Singapore. Denne gang er det dog lidt underligt at jeg er "visitor" :-)
Mandag skal jeg indlevere alle mulige papirer til den kinesiske ambassade, som forhåbentligt ender ud med at jeg får et Z-visum. Først derefter kan jeg tage ind i Kina og ansøge om arbejds tilladelse...

Alex og Pernille er begyndt at have lektier for. Når Pernille får lektier for er det nu ikke længere til dagen efter som det altid var i Singapore, men istedet til om 2 dage. Det giver lige lidt mere elastik, hvilket Perniller er meget glad for.
Alex har også lektier, men han har typisk en uge til at lave dem, så det er ikke så slemt - men sjovt nok ender det altid med at der ikke bliver lavet ret meget lektier før dagen før alligevel! Det skal vi have lavet om på.