Saturday, August 11, 2007

Vores plan indtil videre

Så tror jeg nok vi er ved at være skudt ind på hvorledes turen kommer til at forløbe i store træk:

Vi starter med at flyve fra Billund (eller evt. Hamborg) til Miami hvor vi skal starte med at hygge os og indstille os på at holde (en lang!) ferie. Vi skal naturligvis på den berømte strand og til Key West. Vi lejer os ind på et hotel og lejer så en fed øse at cruise rundt i ;-)

Herefter kører vi langs Florida's vestkyst op til Orlando, hvor jeg er sikker på ungerne vil sætte pris på en tur i nogle af deres kæmpe themeparks.
Når vi er blevet træt af Orlando er der gået ca. 16 dage. Så nu må vi være i feriehumør, og flyver derfor videre til Las Vegas hvor vi bruger 1 lille uge.

Så går turen rundt i forskellige nationalparker i en stor motorhome, og videre ud mod San Francisco, hvor vi sikkert bytter motorhome'en med en alm. bil.
Når vi har været i SF 2-3 dage, kører vi ned langs kysten helt til San Diego, naturligvis med en del stop undervejs. Der skal helt sikkert brændes nogle dage af i bla. LA med Hollywood, Disney parker, Long Beach/Santa Monica Beach osv.

I San Diego skal vi bla. en tur i SeaWorld, som er ret fedt (har været der et par gange), og sikkert et hurtigt smut til Mexico.

Så går det rigtigt nordpå igen, og vi lander i Calgary, Canada efter 5 uger i sydvest USA. Her kører vi i motorhome mod Vancouver i løbet af de næste ca. 2 uger. Der bliver en del fantastisk natur med Rocky Mountains og forhåbentligt også nogle bjørne undervejs!

Så nærmer det sig primo juni, og vi er klar til at flyve til Alaska, Anchorage. Her bruger vi ca. 10 dage, og skal igen se fantastisk urørt natur, og forhåbentligt bjørne og laks (selvom det godt nok er lidt tidligt endnu på sæsonen).

Sidste stop på turen bliver i Toronto eller New York, hvor vi især skal en tur til Niagara vandfaldene. Vi er ikke helt sikker på hvor vi flyver til, men vi har en god uge at bruge tilbage inden vores 90 dages visum udløber.

Herefter gå det mod Danmark, og så har vi lige 3-4 ugers sommerferie til at vænne os til Danmark og "normale" forhold igen!

/Ole

No comments: