Sunday, January 10, 2010

Sidste skidag i Hemsedal

Så blev det lørdag eftermiddag og dagens skiløb er slut. Det er så desværre
også feriens sidste skidag :-(

Pernille og Alex havde ikke lyst til at komme på ski idag, de syntes det
var for koldt, og de var også trætte - især Alex havde ømme ben efter al
hans skiløb især de sidste par dage.

Igår var Alex ellers med en tur på en af de sorte "Expert" pister sammen
med mig! Det var selvfølgelig hans eget ønske, og han klarede det også
rigtigt flot!
Han faldt kun 3 gange, og der skete heldigvis ikke noget. Men han har dog
erkendt at det nok var en kende for stejlt til ham, og han ikke havde lyst
til at prøve igen :-). Det er nu sundt nok at finde sin grænse og så finde
ud af at man ikke bare klarer alt med det samme...
Det var godt nok også en kold omgang, dagen startede på -30 og endte
omkring -25grader! Alex havde fået nogle nye 12timers håndvarmere vi købte
på skicentret ned i hans sokker over tæerne, så de kunne holdes
frostfri :-), det virkede ret godt.

Efter frokost kørte Liselotte ungerne hjem, mens jeg blev sat af ved
"Roniheisen" som kører op på den 3. top "Røgjin". Jeg skulle teste alle
pisterne der så vi vidste om det var noget for Liselotte...men det var ikke
specielt bedre end de andre pister, så hvorfor skifte?

Senere på dagen kom Liselotte ind for at hente mig igen, sammen med hendes
skistøvler som havde fået en ekstra blokning. Det skulle jo helst testes,
og heldigvis havde de et par pister med lys, som havde åbent til kl. 18, så
der fik vi lige 4 ture inden vi var ved at være gennemfrosne.

Idag kunne Liselotte og jeg så køre selv, og vi skulle naturligvis også
udnytte tiden, så vi fik prøvet en hel del pister. Liselotte ville også
gerne nå at komme en tur op på det højeste bjerg "Totten", og vi var så
heldige at 8-stols liften kørte idag. Der var nemlig "kun" -17 grader. Så
det var rimeligt nemt at komme dertil.
Og nu kan vi med ro sige "Been there, done that, got the t-shirt"! Jeg fik
lokket Liselotte med helt til tops 2 gange og derefter også en tur til
"Tinden" toppen, og hele turen ned derfra over et par nye pister! Og det
gik forrygende - Liselotte kunne også selv se/mærke forskellen fra
tidligere skiture, nu kan/tør hun køre stærkere og har fået væsentligt
bedre styr på drej og stop. Ja, hun syntes faktisk at det var rigtigt fedt!

Nu er det blevet aften, vi har fået pakket det meste sammen, og er klar til
en hurtig morgenmad og så checkout imorgen tidlig kl. 11. Vi planlægger dog
efterfølgende at nå en enkelt tur på brædderne hvis ikke det er for
koldt :-). Vi skal nemlig ikke være i Oslo til færgen før kl. 19, så der
burde være tid nok.

/Ole
This email has been sent from a handheld device

No comments: