Monday, October 6, 2008

Besøg fra Danmark.

Ja så er der gået 1½ måned igen. Tiden går stærkt herude. Siden sidst har vi haft besøg fra Danmark, det har været rigtig dejligt at have Mormor og Morfar på besøg. Efter at Ole var i Frankrig, fløj han til Dk og havde et par hektiske dage med møder og diverse indkøb (for mig) og onsdag den 3. september skulle han så retur til Sg. Han mødte mine forældre i Karup lufthavn og sammen rejste de først til København og så til Bangkok og derefter her til Singapore. Mine forældre havde aldrig været ude at flyve før, så det var med en vis spænding i maven at de begav sig ud på sådan en lang flyvetur. Turen gik godt og de ankom i højt humør til Singapore torsdag den 4. september ca. kl. 20.30. Efter en kort udpakning af diverse indkøb (igen mest ting jeg havde "bestilt") og lidt mad blev det hurtigt sengetid, da de ikke havde sovet ret meget i flyveren. De sov rimeligt godt hele natten og næste dag var de friske og havde ikke noget særligt jetlag.

De skulle være her i Sg indtil søndag den 21.09.08 så vi syntes jo at vi havde masser af tid, men den skulle da hurtigt forsvinde. Børnene skulle i skole og vi havde så dagene til at tage ud og opleve, shoppe og hvad vi nu ellers havde lyst til. Uheldigvis gik vores ene vandvarmer i stykker mens de var her, og det fossede ned med vand på det ene af vores toiletter. Så vi måtte blive hjemme den dag indtil det blev ordnet. Vi skulle også have tætning over det ene vindue i stuen mens de var her, det blev også ordnet.

Når det var week-end var vi alle på tur, bl.a. var vi oppe i Singapore flyeren (stort pariserhjul), i Bukit Timah Naturreservat (og bestige et mindre bjerg), i Zoologisk Have, på Sentosa (forlystelsesø), i Chinatown og Little India, i botanisk have (orkidehaven), en tur på Orchard Road (indkøbscenter-gaden), kort visit i Holland Village og en tur ude at sejle på Singapore River fra Boat Quay. Sidst nævnte var blot mine forældre og mig der tog en tur og bagefter spiste vi frokost på "Hooters" med udsigt ud over floden.

Ud over det vi var ude og se, var min mor og mig også på en del shopping (i hvert fald hvis vi spørger min far). Der er shopping malls overalt - vi nåede kun nogle få. Når vi var på shopping blev min far hjemme, og han nåede da også at få læst første bind af Stieg Larsson "Mænd der hader kvinder". Da vi var i Little India fik min mor også købt nogle tasker hos "vores taskedame - som Sophia (Emily's mor) og mig kalder hende" - jeg tror det blev til 4 styk. Min mor købte også noget silke til at tage med hjem og få syet en nederdel og top af.

Og så var der jo poolen - ikke at forglemme. Jeg havde sagt til mine forældre at de måtte hellere tage badetøj med herud. Jeg tror det var lidt af en overvindelse at komme i første gang, men derefter blev de helt vilde med det. Vi var sågar nede og bade nogle gange om aftenen efter at børnene var lagt i seng. Men når det er så varmt hele tiden, er det også utroligt dejligt lige at blive kølet af.

Jeg tror ikke rigtigt at de kunne forestille sig hjemmefra, at det bare er så varmt hele tiden, men det gik rigtig godt med at holde til varmen. Man skal blot huske at drikke en del væske og så lade være med at overanstrenge sig, og selvfølgelig tændte vi jo også for airconditionen når det blev for meget.

Maria havde spurgt mig om jeg ikke kunne være med til at planlægge hvad vi skulle spise mens vi havde besøg, for hun var bange for at lave noget mad som de ikke kunne lide. Men det var der nu ingen fare for - de nød alt det mad hun lavede, og min mor havde svært ved bare at sætte sig til bordet og spise uden selv at skulle lave noget, også bagefter når der skulle ryddes af bordet. Så Maria fik lidt ekstra hjælp mens de var her. Min mor var også lidt forbavset da det første tøj var blevet vasket, strøget og lagt på plads i deres skab. Nu hvor de begge har oplevet hvad det vil sige at vi har Maria, forstår de endnu mere hvor glade vi er for Maria.

Jeg tror de havde en god ferie her, selvom børnene var endnu mere overskruede mens de var her. De fik oplevet lidt af hvordan det er at bo i Singapore og oplevede kulturen her - og ikke mindst taxierne, som vi jo hele tiden kørte i (men de blev nu også slæbt med i både busser og MRT). Men jeg kunne nu godt lige have brugt min mors dagbog, nu hvor jeg skal skrive om det - der er sikkert noget jeg har glemt.

Så kom dagen hvor de skulle rejse. Vi fik pakket, og de fik en del med hjem fra vores kasse, med det vi har fået for meget med herud. Min mor og mig nåede lige hen i vores lokale Cold Storage, en tur i poolen og lidt aftensmad og så var der afgang ca. kl. 19. Vi tog afsked her hjemme i lejligheden og Ole tog med mine forældre ud i lufthavnen og fik dem chekket ind. Heldigvis kunne bagagen tjekkes ind hele vejen til Karup, så den skulle de ikke bekymre sig om. Han spurgte om han måtte følge dem ud til Gaten, men det kunne ikke lade sig gøre - i stedet fulgte en sas-dame dem derud. Så nu skulle de kun skifte i Bangkok, og det havde de god tid til. Imens havde vi tudekonkurrence herhjemme og jeg havde kun lige fået børnene i seng da Ole kom hjem. Men det var vi jo godt klar over.

Tak for alt I havde med til os - håber I nød det hos os - det gjorde vi.

// Liselotte

1 comment:

Unknown said...

har lige siddet og skevet med din mor (liselotte) og så skulle jeg jo lige ind og kigge her håber i trives der ude ,vi skal nok om til mor og far en af dagene så får vi nok lidt om deres ferie kærlig hilsen Grethe