Monday, February 2, 2009

Retur til Singapore/Kinesisk Nytår.

Så skulle vi pakke ud fra skiferien og pakke ned til at rejse tilbage til Singapore. Jeg havde aftalt med min Mor at vi bare kunne levere alt det beskidte skitøj derud, så skulle hun nok vaske det og pakke det sammen. Uheldigvis blev hun syg af influenza, og ville ikke smitte os, så det endte med at vi ikke kom derud og sige farvel. I stedet kom min Far til Struer og hentede alt tøjet og sagde farvel.
Mandag aften var vi færdige med alt pakkeriet. Vi hentede et par pizzaer og derefter kørte vi mod København. Det var især hårdt for børnene at sige farvel, men der går ikke så længe inden vi får besøg fra Dk igen.

Vi havde booket en overnatning hos SAS Radisson igen. Vi skulle aflevere bilen tirsdag formiddag og så skulle vi flyve sidst på formiddagen. Denne gang var det en dagsflyvning, hvilket gik bedre end forventet, måske også fordi børnene ikke var trætte. Det var de så til gengæld da vi landede i Singapore. Alex havde sovet lidt mere end Pernille i flyveren, så han var knap så træt.

Det var dejligt at komme "hjem" igen, til vores eget. Vi fik lidt morgenmad (selvom det var midnat for os), og derefter lagde Ole, Pernille og mig os lidt og sov til hen på eftermiddagen. Alex ville ikke sove og var ikke træt, så ham og Karen legede og hyggede sig i stedet. Han var dog træt da vi så kom til aften. Det er hårdt at få vendt de 7 timer, men efter 4-5 dage begyndte det at gå bedre.

Ole startede allerede på arbejde igen torsdag, hvorimod børnene først startede i skole mandag den 12. Søndag den 11. rejste Ole så til Japan og var væk indtil torsdag. Børnene begyndte i skole - det gik over al forventning, og jeg brugte tiden på at læse om tandlæger her i Singapore. Jeg havde fået tandpine - havde haft ondt on-off de sidste par uger, men nu blev det så slemt at jeg frivilligt gik til tandlæge. Den første tandlæge jeg besøgte koncentrede sig mere om hvordan mine tænder kunne komme til at se ud, så hun foreslog 4 nye kroner til at begynde med samt halvvejs narkose mens hun lavede det, alt i alt til godt dkk. 30.000. Hun gjorde ikke noget ved min tandpine, men sendte mig hjem med piller og så kunne jeg finde ud af om forsikringen ville dække det.

Så fandt jeg en anden tandlæge som afhjalp min tandpine - der skulle en rodbehandling til og så en krone på bagefter. Han var ikke bare ude på at sælge en masse, og havde forøvrigt også nogle lidt andre priser. Jeg følte mig rigtig godt behandlet og er ikke helt så skrækslagen for at skulle afsted igen om 2 dage.

Midt i alt tandlæge halløjet havde jeg også en tid hos min læge. Jeg fik taget en celleprøve lige inden vi fløj til dk og den så helt normal ud, men han ville gerne checke det med kamera mv. så det fik jeg gjort nu, også dette så fint ud, så nu erklærer han mig for helt rask efter min operation. Nu skal jeg så blot gå til kontrol hvert halve år de næste to år og derefter en gang om året. Dejligt at det er fortid.

Børnene gik kun i skole i en uge, så havde de ferie igen - Kinesisk Nytår. Ole havde også et par fridage. Men vi var for sent ude med at få bestilt en ferie. Så vi tog istedet lidt på tur her i Singapore. Vi var i West Coast Park - en park med en masse legepladser, Chinatown og på besøg hos vores naboer (ældre kinesiske folk), Science center og på sluttede tirsdag med besøg i den kinesiske/japanske have sammen med Tina og Mads og børnene og bagefter tog vi ud og spiste sammen.
Onsdag begyndte Ole så at arbejde igen. Børnene og mig var til Poolparty om eftermiddagen. Torsdag var Pernille ude og lege med Sofie, mens Alex og mig besøgte Vivo City, kæmpe shopping mall med en stor Toys'R'us butik. Han havde nogle penge i sin pung som brændte lidt. Han fik købt en Hot Wheels Batman bane og en Transformer.
Fredag tog vi såmænd bare en tur i metroen ned til Clarke Quay og fik en is og tilbage igen - børnene vil så gerne køre i metro. Torsdag var Ole lige en tur i Macau igen, tidlig op og afsted 04.30 og sent hjem.

Weekenden har vi brugt på at slappe af herhjemme. Vi var lige i Ikea for at købe noget af det Pernille havde fået i jule-/fødselsdagsgave. Vi fik hængt hendes nye lampe og hylde op. Fik også lidt hængt op hos både Alex og hos Karen. Og sorteret i børnenes reoler, så der blev lidt mere plads til de nye ting og så selvfølgelig også en tur i poolen.

Og i dag er børnene så begyndt i skole igen. Håber de får en god dag. Jeg synes i hvert fald at jeg trænger til lidt ro herhjemme igen.

/Liselotte

No comments: