Monday, February 2, 2009

Skiferie.

Det endte jo med at det ikke blev Sydkorea men Tyskland vi skulle holde skiferie i. Vi kørte fra Danmark den 2. januar og kørte mod Lloyds i Tyskland ved Sulingen. Vi kom i kø ved Hamburg og var først hos Lloyds kl. 18.15 (de lukker kl. 19). Så det skulle gå stærkt. Alle Ole's sko var ved at være slidt, så der skulle nogle nye til. Det blev til 5 par lækre sko. Efter handelen kørte vi ind i Sulingen og skulle finde det sted hvor vi "plejer" at spise Döner Kebab.
Herefter drog vi videre mod Hannover hvor vi skulle overnatte på SAS Radisson. Om lørdagen tog vi så den sidste strækning til Berchtesgarden. Vi ankom lige inden aftensmaden og nåede lige at få hentet ski/støvler til børnene (som vi havde lejet), og fik også udleveret liftkort - så søndag var vi bare klar til at komme på ski.

Da vi kom på pisten søndag var Pernille allerede oppe med liften inden vi andre nåede at få støvler og ski indstillet (det var den samme piste som vi kørte på for 2 år siden, så hun kendte den). Og hun drønede bare afsted. Alex kørte også ned af bakken - dog sammen med Ole og også i den lånte skisele. Vi havde en god dag på ski. Næste dag tog vi til et andet skiområde - her gik Pernille helt i sort og turde ikke køre ned af en lille børnebakke, så det endte med at jeg måtte gå op og hente hende.

Tirsdag arrangerede vi en lokal skilærer til børnene. De fik en hel dag på skiskole kun med de to. Og vi voksne havde så også en hel dag, hvor vi stod alene på ski. Da vi kom og hentede dem, havde de haft en rigtig god (og hård) dag. Pernille havde fået selvtilliden tilbage og nu stod Alex selv på ski ned ad bakken og kørte også selv i liften. Skilæreren anbefalede at vi blev i det samme område så det gjorde vi de næste dage. Vi fik alle stået en masse på ski og børnene blev super gode til at køre og vi skulle tit bede Alex om at sætte farten ned - så næste år skal vi have lejet en hjelm til ham.

Børnene kørte selv op i liften sammen eller sammen med de andre danske børn som var på stedet. Emil og Alex kørte sammen og Sara og Pernille kørte sammen. Når Ole så ville op på den store bakke ville de med, og så var det bare mig der var tilbage. Jeg havde et styrt i liften - eller nærmere på vej i liften en af dagene, og det gjorde at jeg blev lidt mere forsigtig (og havde også lidt ondt i højre arm, da jeg faldt lige ned på skulderen/albuen). Selvfølgelig kørte jeg lige med kameraet i rygsækken på det tidspunkt jeg væltede, men der skete heldigvis ikke noget med det. Ugen gik stærkt og det blev lørdag morgen hvor vi igen satte kursen mod Danmark. Vi kørte tidlig morgen for at komme foran de forventede bilkøer i syden - og det nåede vi lige akkurat.

/Liselotte

No comments: