Saturday, April 12, 2008

Dag 11: Fredag 11. april

Idag har vi været på udflugt til Kennedy Space Center som ligger lidt udenfor Orlando.

Vi kom lidt sent afsted, så vi var der først omkring kl. 13. Vi skulle også lige have fundet en tankstation på vejen, og det var vist tæt på vi kørte tør, men det gik da.

Space Centeret er enormt stort, men meget organiseret. Man skal huske på at det er et militært anlæg, og ikke bare en forlystelsespark, så der er en del kontrol med hvad der medbringes, bla. skal man vise at alt elektronisk udstyr medbragt virker efter hensigten. Har man noget med hvor batterierne ikke er opladet, så det ikke kan demonstres, må man lade det blive i bilen.

Da vi var kommet indenfor tog vi en af de mange busser der kører rundt til nogle forskellige steder hvor der bla. var udsigtstårne, original Saturn V måneraket, fremvisning/demo af kontrolrummet som blev brugt til Apollo 8 (første succesfulde rejse til månen). Det var ret spændende, og meget gennemført (typisk amerikansk mht. show). Naturligvis fik Pernille og Alex ikke så meget ud af det som os voksne da de ikke forstår engelsk, men de syntes ihvertfald det var vildt at se en rigtig raket og rumfærge der har været brugt i rummet!

Efter rundturen tog vi tilbage til Visitor Complex'et, hvor vi ville prøve en ny "Space Shuttle Launch" simulator, som simulerede en opsendelse i en rumfærge med løfteraketter, tank, separationerne osv. Det var meget naturtro (iflg. de astronauter der har prøvet den), og skulle være det nærmeste man kommer "the real thing". Alex måtte dog ikke prøve da han ikke var høj nok. Det var han rigtig ked af, så Liselotte blev udenfor med ham imens Ole og Pernille var inde og prøve. De fik dog lov til at se på i et tilstødende lokale via video overvågning.

Så var vi inde i rumfærgen "Explorer", som nu står som udstilling, hvor man kan komme ind og se de trange kår som astronauterne skulle leve/arbejde under. Godt nok er det en stor "flyver", men der er altså ikke så meget plads til mandskabet indeni.

Klokken var efterhånden blevet lukketid, så vi nåede desværre ikke at se de 2 IMAX 3D film der også var med på vores billet. Det har vi så bestemt at vi vil imorgen, da billetten kunne bruges 2 dage. Så må vi lidt tidligere afsted, så hele dagen ikke går med det igen.

Vi nåede dog lige et kort besøg i deres "Space shop", som byder på alt merchandise man kan forestille sig indenfor NASA og rumfart der kan tjenes penge på. Det er helt vildt, og vi købte da også et par raketter til børnene, en magnet til køleskabet og et kaffekrus til samlingen :-)

Generelt tager ting bare lang tid herovre. En lille smule transport tager lang tid, både pga. trafik, men også pga. sultne og tissetrængende børn der kræver stop af og til. Men vi skal jo heller ikke nå så meget, så det går jo nok.

På vejen dertil, og i området, er der mange vandløb, søer osv. Og da vi kørte derfra, så vi flere steder i vandløbet ved siden af vejen alligatorer der lå i vandoverfladen...det var sjovt, og lidt underligt at tænke på de bare er der som der er ræve derhjemme!

Endnu en aften blev det for sent, og vi nåede ikke i poolen. Vi kom hjem kl. 21.35, så ungerne kom direkte i seng.

Nu har vi lige fået undersøgt hvilken lufthavn vi skal flyve fra søndag morgen, check-in tider osv. så det ikke kommer bag på os imorgen aften. Pernille og Alex glæder sig helt vildt til at skulle ud og flyve igen (brokker sig lidt over det "kun" er 5 timer denne gang!).

/Liselotte og Ole

No comments: