Sunday, April 20, 2008

Dag 18: Fredag 18. april

Efter en nat med frostvejr, stod vi op til endnu en dag med solskin og behagelige temperaturer omkring 20 gr. Det er nogle store temperatursving der er her i bjergene.

Efter morgenmaden legede børnene på legepladsen og rundt på campingpladsen indtil middag, hvor vi kørte videre mod Grand Canyon.

Vi spiste frokost lige ud for det første udkigspunkt, det lykkedes at finde en plads i kanten af vejen hvor vi kunne parkere. Der skal jo en del plads til, og der var ret mange mennesker.

Man kan kun sige "waauu"! Selvom vi har set billeder i mange brochurer osv. er det altså noget andet at stå der på kanten og kigge ud over de store kløfter.

Det er kun de allerbedste udkigssteder der er hegn for, resten af kanten rundt er ikke afskærmet på nogen måde, så man skal lade være med at gå helt ud til kanten. Der ligger jo mange løse sten over det hele, så et forkert trin eller lidt uopmærksomhed...
Vi holdt godt fast i børnene!

Vi kørte videre rundt langs kanten, der var 2 steder hvor der var afmærkede udsigtspunkter, som vi skulle se, men nr. 2 var ikke tilladt at køre til for biler over 22 fod, så den blev droppet.

Det sidste sted vi skulle se var kun tilgængeligt vha. en shuttle bus der kørte fra Grand Canyon village og ud til flere udkigspunkter. Det var selvfølgelig meget flot, selv børnene var imponerede og kunne næsten ikke få nok.

Kl. 17.30 var vi tilbage, og vi skyndte os at få noget varmt tøj på og lidt at spise, så vi kunne nå den sidste shuttle bus til Hopi Point igen for at komme med ud og se solnedgangen. Det bedste sted skulle være ved noget der hedder "Hermist Rest", som er sidste station for busserne, men der var lukket udtil pga. vejarbejde. Det var pt. ikke sikkert nok at køre derud.

Solnedgangen over bjergene var naturligvis også meget smuk, men vi havde nok forventet lidt mere spil over kløften end der var. Vi skyndte os tilbage med bussen og op til vores motorhome for at få børnene i seng.

Vi besluttede at køre videre et par timer, mens børnene sov, så de kunne slippe for køreturen i morgen. Vi kørte langs kanten til Grand Canyon og kunne se lidt, da der var fuldmåne. Ole så også 6-8 krondyr i vejsiden (selvfølgelig lige da Liselotte var omme og hente noget i køleskabet). Det var lidt vildt at de lige pludselig stod der, og næste tanke var så om de blev stående - men det gjorde de - heldigvis.

Vi kørte i 3 timer op til byen Page, da der ikke var nogen steder inden hvor vi kunne overnatte. I Page vidste vi at der var en Wal-Mart, så vi overnattede på parkeringspladsen, sammen med en 8-10 andre motorhomes (butikken har døgnåbent, og der er videoovervåget p-plads).

/Liselotte og Ole

No comments: