Thursday, April 10, 2008

Dag 7+8: Mandag / tirsdag 7+8 april

Mandag morgen kørte vi til Key West. Vi havde ikke nået at pakke om aftenen, da det var sådan et uvejr at ungerne var bange, og vi måtte lægge os med dem for at få dem til at sove, så efter morgenmaden skyndte vi os at pakke og komme afsted. Det tager ca. 3,5 time at køre derover uden pauser, så med frokost osv. var klokken blevet 15 inden vi ankom til vores hotel hvor vi havde booket en overnatning.

Efter vi havde checket ind, trak vi i badetøjet med det samme og kørte ned til stranden, til et sted hvor vi kunne leje en jetski/vandscooter og kunne bade.

Ole stod for styringen af jetski'en, med 1 passager bagpå ad gangen! Det var rigtigt sjovt, og ungerne kunne slet ikke få nok. Liselotte syntes grundlæggende også det var sjovt, men var vist lidt bange for at den skulle vælte... :-)
Det er helt sikkert ikke sidste gang vi lejer sådan en en time.

Vi sørgede selvfølgelig for at være smurt godt ind i solcreme for ikke at lave den samme fadæse som første dag ved stranden...

Omkring spisetid kørte vi hjem til hotellet, så vi også kunne nå at prøve poolen. Da vi var færdige med badningen (eller ihvertfald da mor og far mente vi var færdige..) kørte vi på strøgtur i Key West centrum. Der er bare fest og farver over det hele. Vi tog dog bare en cruise tur med taget nede, det var vist ikke så meget for børn, og klokken var ved at være 20.30, så vi var blevet sultne.

Vi havde set en "Outback" steak house restaurant på vejen ind, og efter Ole's gode erfaringer med denne kæde ved andre besøg i USA, bestemte vi os for at tage denne.
Pernille og Alex fik en gang spareribs, og vi fik en 9 oz. super-duper-lækker-ekstremt mør-godt krydret-perfekt stegt - filet bøf!! Tilbehør, øl, vin osv. blev udvalgt udfra vores tjeners anbefalinger, og hans smag må man sige faldt meget sammen med vores. Det hele var super godt, og noget vi meget gerne gør igen. Ungerne var også helt vilde med benene, som Pernille mener hun aldrig har fået bedre! Tjeneren fortalte forøvrigt at de var importeret fra Danmark...!

På vej hjem lynede det igen, men det var noget længere væk, så vi hørte ikke noget torden osv. som sidste nat. Det regnede dog heller ikke.

Tirsdag morgen fik vi en lækker morgenmad på hotellet med friskbagte vafler og hvad der ellers hører sig til.

Vi kunne lige nå en tur i poolen igen, inden vi checkede ud kl. 12.00.

Derefter kørte vi ned til USA's sydligste punkt, hvorfra man kan se ud over vandet mod Cuba, som kun ligger 90miles væk. Der skulle lige tages det obligatoriske billede foran den betonklods der er placeret på kanten til vandet.

Herefter tog vi turen ind til hovedgaden igen, hvor vi gik en tur og kiggede butikker, fik en is osv.

Vi sluttede dagen, og besøget på Key West, med en tur til "hoved"-stranden, for lige at dyppe tæerne en enkelt gang mere. Der var dog blevet så meget lavvande at det faktisk ikke var muligt at bade - havet var så langt ude at der var tang over det hele hvor der var vand, så vi kørte hurtigt igen.

Efter tankning af benzin på bilen og KFC mad på passagerene, gik turen hjemad. Der er stort set kun 1 spor hver vej, overhaling forbudt næsten overalt og fartgrænse på mellem 50 og 80km i timen hele vejen de knapt 300km, så det er en lang vej. Overskridelse af fartgrænser er ikke noget man "normalt" gør i USA...der er politi overalt, og langt de fleste overholder fartgrænserne meget pænt, så det tager den tid det tager.

/Pernille, Alex, Liselotte og Ole

No comments: