Friday, May 2, 2008

Dag 31: Torsdag 1. maj

Efter en god nats søvn, fik vi alle et godt langt bad under langvarigt rindende vand (som vi jo trods alt havde sparet lidt på i motorhome'en)! Det var dejligt.

Morgenmaden tog vi på Starbucks, som ligger inde i hotellet. Der er desværre ikke morgenmad med i hotelovernatningen, og hotellet har kun ala carte morgenmad på en fin restaurant, så det trækker ikke så meget. Men så kunne Pernille også få sin Frappochino, som hun er blevet næsten afhængig af :-)

Vi tog metro'en et stykke ned mod havnen, den ville Pernille og Alex gerne prøve, og derefter sporvogn resten af vejen.

Planen var at vi ville ud på "The Rock" - fængselsøen Alcatraz, så vi stod af ved Pier 33 hvor der går en tour båd derud. Vi skulle dog lige have lidt frokost inden, så vi gik hen til Hard Rock Café, hvor man jo kan få lidt for en hver smag i nogle hyggelige omgivelser.

Da vi kom tilbage til Pier 33, for at købe billetter, fik vi desværre at vide at den næste ledige tur først var på søndag...! Det var lidt træls, vi havde alle glædet os til at komme derover og se cellerne osv., men det var der jo ikke så meget at gøre ved.

Vi valgte at tage med på en anden sejltur der gik ind under Golden Gate Bridge og rundt om Alcatraz, men dog uden landgang. Det blev en dejlig tur (1 time) på top-dækket af båden, hvor vi blev blæst godt igennem, men heldigvis var temperaturen ret god, og med fuld sol.

Klokken var nu ved at være 17, så vi gik op i byen ad de meget stejle gader (ca. 40% stigning!), indtil vi var oppe ved "Lombart Street", som er den vej i USA der svinger mest...en lille vej på 50m med 8 hårnålesving (one-way - kun 1 bane), og omkring 30% stigning! Her ville vores motorhome ikke have kunnet klaret det :-)

Derefter gik turen et par gader videre til "Filbert Street", som er den stejleste gade i USA...40% stigning, tag den! Der er naturligvis bygget huse på begge sider af gaden, men det ser noget specielt ud når bilerne parkeres på vejen hvilket SKAL gøres vinkelret for ikke at risikere biler der skrider. De huse med garage i bunden, har også en noget speciel udkørsel fra deres vandrette plan til gaden med så stor hældning.

Vi tog en nærliggende busrute hjem, som stoppede stort set udenfor hotellet. Da klokken var blevet næsten 20.30, tog vi en smule mad fra Burgerking med op på hotelværelset. Ungerne syntes det havde været så hyggeligt at spise i sengen igår med tegnefilm til, så det mente de helt sikkert vi skulle igen :-)

Imorgen skal vi videre mod Los Angeles, og vi skal hente vores lejebil imorgen tidlig. Vi har dog beregnet os lidt på afstanden fra San Francisco til Los Angeles...vi vil gerne køre via Highway 1 (har mange også rådet os til herovre) da det skulle være en utrolig flot tur, men den er også et par hundrede kilometer længere, og det viser sig at der ca. er 850km den vej. Så hvis vi også skal se bare lidt på vejen, må der vist en hotelovernatning til undervejs, hvilket vi ikke havde planlagt. Men det tager vi som det kommer.

/Liselotte og Ole

No comments: