Friday, May 16, 2008

Dag 46: Fredag 16. maj

Efter morgenmaden kørte vi ind til Victoria for at se lidt nærmere på byen. Vi havde i forvejen forhørt os omkring parkeringsmuligheder osv. hos campingmutter (som forøvrigt havde Danske rødder - Andersen), så det var ikke så svært at finde en p-plads, som ellers kan være noget af en udfordring med en stor motorhome i en storby.

Vejret var dejligt, så vi slentrede en tur forbi parlementsbygningerne, som er rigtigt flotte. Der er også arrangerede rundture derinde hvis man skulle have lyst til dette. Derefter gik vi rundt ved havnen, hvor der også er meget hyggeligt med mange boder hvor der sælges alt muligt håndlavet kunst af mere eller mindre spændende slags.

Vi skulle have fundet et sted til lidt frokost, men det eneste spisested der lå ved havnefronten, så meget dyrt ud, og ingen af os var særligt sultne, så den lod vi være og gik videre op i byen.

Vi fandt en lille café, hvor vi fik en panini og to pizza'er. Det var helt fint, og kunne også fås til knapt 300,- kr....!

På tilbagevejen aftalte vi at vi ville køre til stranden, når nu muligheden var der med godt vejr, istedet for bare at gå rundt i byen.

Vi fandt et hyggeligt sted på en strand vi var blevet anvist af campingmutter, hvortil også vejen er meget flot (vi kørte forbi en hjort i siden af vejen dertil). Stranden er ligesom en tange, med vand på begge sider, og på havsiden var der masser af drivtømmer på stranden. Det var meget praktisk, og rigtigt flot.

Børnene soppede, og vi andre holdte os lidt på afstand fra vandet, der er rimeligt koldt (fik dog dyppet tæerne!).

Vi ville have tændt et bål på stranden og så spist der, men det fandt vi desværre ud af var forbudt, så vi tog lidt træstumper med hjem til vores campingplads istedet. Her fik vi hurtigt tændt et bål, så vi kunne grille vores aftensmad.

/Liselotte og Ole

No comments: